Uruguay var kommet ind i det 3. år med økonomisk tilbagegang og indførte en specialtold på 20% på alle varer fra Argentina. Det skete af frygt for, at industrien i Uruguay ikke ville være i stand til at konkurrere med argentinske industrivarer, efter at disse var faldet 50% som følge af devalueringerne af den argentinske peso i 2002. I marts godkendte IMF et lån på 443 mio. US$ som hjælp til Uruguay og for at beskytte landet mod det økonomiske sammenbrud i Argentina. Det økonomiske program referingen fremlagde forudså et fald i produktionen på 1,7%, men forudså samtidig en stigning på 3% i 2003. Uruguay forpligtigede sig til at reducere sit budgetunderskud til 2,5% i 2002 og 1,5% i 2003, med det perspektiv at skabe balance i 2004. Endelig krævede IMF, at regeringen privatiserede de statslige monopoler indenfor energi, olie, telekommunikation og jernbaner.
Det argentinske retsvæsen bekræftede den 19. marts, at en ung argentiner i virkeligheden var Simón Riquelo, søn af Sara Méndez, en uruguayisk kvinde der var arresteret under det argentinske militærdiktatur i 1970'erne. Bekræftelsen satte punktum for 25 års eftersøgning efter barnet, der blev fjernet fra moderen om natten den 13. juli 1976, umiddelbart efter at være blevet født. Et stort antal uruguyaere fejrede moderens genforening med sit barn. Méndez konstaterede, at hun ikke havde fået nogen form for støtte fra den uruguayske stat under sin lange søgen efter sit barn.
I april præsenterede Uruguay en fordømmende resolution af Cuba pga. menneskerettighedssituationen i landet. Resolutionen førte til en alvorlig forværring af relationerne mellem de to lande. Den cubanske regering angreb især præsident Batlle, og det endte med, at de diplomatiske forbindelser blev afbrudt. Trods bruddet fortsatte Habana med at sende gratis meningitis vaccine til Uruguaya som lovet efter udbruddet af en mindre epidemi.
For første gang i 20 år forenedes forretningsdrivende, virksomhedsejere og arbejdere den 16. april i omfattende protestaktioner mod regeringens økonomiske politik. De omfattende strejker lammede sundheds-, undervisnings- og transportsektoren samt bankvæsenet. De var organiseret af 29 organisationer der indgik i Sammenslutningen for Vækst og landsorganisationen PIT-CNT. Blandt deltagerne var flere hundrede ryttere, der over flere dage havde reddet for at deltage i aktionerne. De aktionerende fordømte, at 35% af virksomhederne er gået konkurs i perioden 1998-2002, at 15 landmænd dagligt må dreje nøglen om pga. gæld, og at 75.000 arbejdere er blevet sendt ud i arbejdsløshed.
I maj annoncerede præsidenten på landsdækkende radio og TV en ny række økonomiske nødforanstaltninger, der skal afbøde krisens konsekvenser. Krisepakken øgede virksomhedsbeskatningen, lagde moms på den offentlige vandforsyning og på offentlig transport, og øgede skattetrykket. Under præsidentens tale svarede flere af Montevideos bydele med «caceroleadas» (befolkningen bankede på tomme gryder). Præsidenten havde lovet, at den krisepakke der blev gennemført i februar ville blive den sidste i hans regeringsperiode.
En måned senere erklærede Batlle i et interview til den finansielle TV kanal, Bloomberg TV, at de argentinske politikere «alle som en er en gang tyveknægte». Dagen efter rejste han til Buenos Aires hvor han med tårer i øjene tilbød en «offentlig undskyldning til det argentinske folk». Han erkendte at have begået en «fejl», da han kom med sin kontroversielle udtalelse, der iflg. ham selv var blevet optaget uden hans vidende «off the record», men som journalisten alligevel havde valgt at bringe.
Den 20. juni eksploderede dollarkursen med en stigning på 40%, efter at økonomiminister Alberto Bensión erklærede, at valutapolitikken ville blive ændret og kursfastsættelsen givet fri. Washington IMF støttede beslutningen, mens den offentlige utilfredshed kom til udtryk i en lang række demonstrationer.
Efter økonomiminister Bensións tilbagetræden blev advokaten og senatoren Alejandro Atchugarry den 22. juli udnævnt til ny økonomiminister. Valutakrisen havde medført en konstant valutaflugt ud af landet der truede med at få bankvæsenet til at bryde sammen. Én stor bank var allerede i juni trådt i betalingsstandsning og blev undersøgt for formodet svindel. Den 30. juli besluttede centralbanken med øjeblikkelig virkning at indføre «bankferie» - den første i årtier. Konsekvensen var at de finansielle transaktioner blev sat i bero.
Samtidig med vedholdende rygter om, at der ville blive indført et loft over udtræk fra konti og plyndringer af mange forretninger i hovedstaden, besluttede centralbanken at forlænge «ferien» til den 5. august, hvor det blev meddelt at USA havde besluttet at give Uruguay et lån på 1,5 mia. US$.
I oktober 2002 blev det tidligere militærdiktaturs udenrigsminister, Juan Carlos Blanco stillet for retten for sin meddelagtighed i bortførelsen af læreren Elena Quinteros fra den venezuelanske ambassade 26 år tidligere. Blanco var den eneste embedsmand fra militærdiktaturet der var blevet stillet for retten for sine krænkelser af menneskerettighederne under diktaturet. Den tidligere minister blev 8 måneder senere sat på fri fod af præsident Batlles repræsentant i Fredskommissionen, Carlos Ramela. Han henvendte sig til retsvæsenet med den oplysning at læreren iflg. undersøgelser var blevet myrdet uden militærets eller regeringens vidende.
2002 var præget af tiltagende skærmydsler mellem Argentina og Uruguay. Ikke blot pga. præsidentens famøse udtalelser om Argentina, men også forskellen i de to landes håndtering af den økonomiske krise og deres måde at håndtere menneskerettighedskrænkelserne under diktaturene i 70'erne. Den argentinske regering gjorde «Gelmansagen» til et statsanliggende. Den handlede bl.a. om at klarlægge omstændighederne ved forsvindingen af María Claudia García og lokalisere hendes jordiske rester. Batlle lovede at undersøge den unge kvindes forsvinding i Uruguay, men arkiverede nogle måneder senere sagen.
I august 2003 afsagde højesteret en historisk dom, der åbnede op for retsforfølgelse af den tidligere diktator Bordaberry for hans ansvar for statskuppet i juni 1973 og for mordene på 8 kommunistiske arbejdere i april 1972.
I december 2003 blev der gennemført en folkeafstemning om at ophæve en lov, der ville afskaffe det statslige selskab ANCAP's monopol på import af olie og benzin, og indebære muligheden for salg af selskabet til udlandet. Loven blev omstødt med 63% af stemmerne, og staten bevarede sin kontrol over energiimport. Det var første gang at et lovforslag støttet af både Partido Nacional og Partido Colorado blev stemt ned.
I april 2004 indledte Senatet behandlingen et lovforslag om fri abort, som allerede var blevet vedtaget i Deputeretkammeret 2 år tidligere. Da det var umuligt at skaffe flertal for forslaget, og da præsidenten under alle omstændigheder havde truet med veto, blev det besluttet at sende det til folkeafstemning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar