torsdag den 13. oktober 2011


Uruguays landskab er svagt bakket. Det er en forlængelse af forbjergene i det sydlige Brasilien, der tilhører det gamle bjergmassiv, Guayánico Brasileño. Landets gennemsnitlige højde er 300 m.o.h. hvilket sammen med dets geografiske placering gør, at det har et lidt køligere subtropisk fugtigt klima med nedbøren nogenlunde ligeligt fordelt over året.

Landet har ingen mineraludvinding eller kendte ressourcer af betydning. Økonomien domineres af industrien, serviceerhverv og landbruget, som er baseret på store enheder og ekstensiv drift. Kun omkring en tiendedel af jorden er opdyrket. Landets udstrakte naturlige græsgange anvendes i stedet til kvæg- og fåredrift.

Landet har et udstrakt flodnet, hvoraf de 1100 km kan besejles. Det gælder primært floderne Negro og Uruguay samt La Plata flodens udmunding. Kystområdet består af udstrakte sandstrande, der tiltrækker mange turister. Den nordlige del af landet plages af forurening fra kraftværket Candiota i Brasilien, og floderne forurenes i stigende grad af sprøjtemiddelrester. Der sker en stigende nedbrydning af økosystemerne i engområderne i den østlige del af landet som følge af monokulturen af træer og ris.

Folket: Størstedelen af den uruguayske befolkning nedstammer fra indvandrede fra Spanien, Italien og andre europæiske lande. Nyere historiske og genetiske undersøgelser har dog afsløret, at en betydelig andel af befolkningen også har indo-amerikanske forfædre. 8% af befolkningen udgøres af efterkommere efter afrikanske slaver.

Religion: Katolicisme (66%), protestantisme (2%), jøder (3%). Disse procenter udelukker ikke, at en betydelig del af befolkningen deltager i afrobrasilianske ritualer.

Sprog: Spansk

Politiske partier: Encuentro Progresista-Frente Amplio; Partido Colorado; Partido Nacional (Blancos); Nuevo Espacio; Unión Cívica.

Sociale organisationer: Landsorganisationen PIT-CNT (Plenario Intersindical de Trabajadores-Convención Nacional de Trabajadores); Den kooperative boligorganisation FUCVAM (Federación Uruguaya de Construcción de Viviendas por Ayuda Mutua); Studenterorganisationen Federación de Estudiantes Universitarios (FEUU).

Officielt navn: República Oriental del Uruguay.

Administrativ inddeling: 19 departementer

Hovedstad: Montevideo, 1.325.000 indb. (2004).

Andre vigtige byer: Salto, 86.600 indb.; Paysandú, 76.400 indb.; Las Piedras, 70.700 indb.; Rivera, 69.400 indb.; Maldonado, 40.600 indb. (2000).

Regering: Præsidentielt parlamentarisk styre. José «Pepe» Mujica, præsident siden marts 2010. Parlamentet har to kamre: Deputeretkammeret med 99 medlemmer og senatet med 31, der begge vælges ved forholdstalsvalg. Vicepræsidenten er formand for Senatet.

Nationaldag: 25. august (Uafhængighed, 1825). 18. juli (Grundlovsdagen, 1830)

Væbnede styrker: 24.000 (2003).

Paramilitære styrker: 700 (Hovedstadsgarden), 500 (Republikanergarden)

Befolkningen er næsten udelukkende af europæisk afstamning - de sidste indianere blev udryddet i 1832. Uruguay er derfor det eneste land i Latinamerika uden oprindelig befolkning. Befolkningstilvæksten er den laveste i Latinamerika. Det skyldes delvis massiv udvandring som følge af den økonomiske krise og den politiske undertrykkelse i 1970-80'erne. Omkring halvdelen af landets befolkning bor i hovedstaden Montevideo.

De frugtbare jorde øst for Uruguay floden har været beboet i mindst 10.000 år. I begyndelsen af det 16. århundrede var området beboet af 3 folkeslag: Charrúa'rne, der var jægere og førte en nomadetilværelse, chaná'erne, der udviklede et spirende agerbrugssamfund langs Uruguay flodens breder, samt guarani'erne der udover at mestre forskellige landbrugsteknikker beherskede fremstillingen af keramik og besejlingen af floden i kanoer.

I 1517 sejlede Juan Díaz de Solís som den første spanske erorbrer op ad Río de la Plata floden, hvor han blev dræbt af de indfødte. Sebastián Gaboto var i 1527 den første europæer, der besejlede floderne Paraná og Uruguay og som grundlagde den første spanske boplads i regionen. Men de spanske erobrere ignorerede de næste hundrede år den østlige del af Uruguay. Det ændredes først, da guvernøren i Asunción - Hernando Arias de Saavedra (Hernandarias) - i 1611 indførte kvæg og begyndte at omdanne området til «et hav af kvæg». De glimrende græsgange og det tempererede klima muliggjorde kvægdrift i stor skala, hvilket tiltrak «faeneros» - folk der arbejdede med at trække skindet af de døde dyr - helt fra Brasilien og Buenos Aires. Den indfødte befolkning og disse faeneros blev blandet, og dette var «gauchoens» oprindelse. Den oprindelige befolkning havde i forvejen fået sin kultur fuldstændig forandret med introduktionen af oksekød i madlavningen og af hesten i arbejdet på sletterne.

Udbredelsen af kvægdriften i det 18. århundrede førte til udryddelsen af nogle pattedyrsarter, reduktion af vegetationen og udpining af jorden. Den indfødte befolkning blev fortrængt til de jesuitiske missioner i den nordlige del af landet, og blev udsat for en decideret udryddelsespolitik der nåede et højdepunkt i det 19. århundrede.

I søgen efter kvæg og adgang til floderne trængte portugiserne gradvist frem i Banda Oriental. Det var betegnelsen for det område, der udgjordes af vore dages Uruguay og en betydelig del af den brasilianske delstat Rio Grande do Sul. Det var blevet samlet i 1680 og var gennem årtier genstand for strid mellem spaniere og portugisere. I 1724 havde Spanien beordret sin guvernør i Buenos Aires, Bruno Mauricio de Zabala til at krydse La Plata floden og til at oprette et fort i Montevideo bugten. Som Buenos Aires var Uruguay frem til 1776 underlagt vicekongedømmet Peru. I dette år delte det spanske kongehus det gamle vicekongedømme op og dannede vicekongedømmet Río de la Plata, der fik hovedsæde i Buenos Aires. Montevideo fungerede fra da af som flådestation.

Selvstændighed.

I maj 1810 udbrød der en liberal revolution i Buenos Aires, men den blev modarbejdet af borgerskabet i Montevideo, der nød godt af handelsmonopolet med Spanien. Men i det indre af Banda Oriental støttede de mindre og mellemstore jordejere samt de jordløse oprøret. De blev anført af José Artigas og han udviklede ideer om demokrati og føderalisme. Samtidig gjorde hans sympati for gauchoerne, de indfødte og slaverne samt hans projekt for omfordeling af jorden ham til leder af selvstændighedsbevægelsen.

Samtidig invaderede portugisiske styrker fra Brasilien, og kampene blev tresidige mellem Spanien, Portugal og Artigas' kreolske styrker. Samtidig eksisterede der klare modsætninger mellem de kreolske ledere i Buenos Aires, som ønskede en centraliseret administration i hele La Plata området, og Artigas som sammen med flere andre argentinske «caudillos» stod for en føderal linie. De portugisiske styrker trak sig atter tilbage i 1812 og Montevideo faldt til Buenos Aires regeringens styrker. Artigas' styrker kontrollerede imidlertid resten af Banda Oriental, og i 1815 trak Buenos Aires styrkerne sig ud. Artigas overtog nu magten i hele Banda Oriental og dannede en Føderale Liga bestående af Banda Oriental og de argentinske provinser Córdoba, Corrientes, Entre Ríos, Misiones og Santa Fe i opposition mod centralregeringen i Buenos Aires.

I 1816 blev Banda Oriental atter invaderet af portugisiske styrker med stiltiende støtte fra borgerskabet i Buenos Aires og Montevideo, der var skræmt over hvad de betragtede som det «arteguistiske kaos». I 1817 faldt Montevideo og den føderale liga blev gradvist svækket pga. indre strid og Buenos Aires regeringens stadig stærkere stilling. Efter tre års krig blev Artigas tvunget i eksil i Paraguay, hvor han opholdt sig til sin død i 1850, og Banda Oriental blev indlemmet i det portugisiske kolonirige. I 1823 blev Brasilien selvstændigt, men Uruguay fortsatte umiddelbart som «platensisk provins» i den nye selvstændige stat. I 1825 indledte provinsen - med argentinsk støtte - imidlertid et felttog mod det brasilianske imperium med det formål at vende tilbage til de Forenede Río de la Plata Provinser. Den 25. august erklærede området sig for selvstændigt og tog samtidig beslutning om at blive genforenet med de andre provinser i det gamle vicekongedømme.

Med britisk mægling afsluttedes krigen mellem Buenos Aires og Río de Janeiro i 1828 med, at landet blev selvstændigt. Uruguays forfatning blev vedtaget den 18. juli 1830 og gav stemmeret til «de mænd der ikke var afhængige af lønarbejde for at leve» - dvs. jordejere. En af oprørslederne, Fructuoso Rivera, blev nu valgt til landets første præsident. Pga. sine forbindelser til argentinske eksil-centralister kom han i konflikt med den føderalistiske argentinske diktator Juan Manuel de Rosas, samtidig med at Uruguay blev indblandet i indre stridigheder i Brasilien. Allerede i 1834 førte dette til et militært oprør i Uruguay, ledet af Juan Antonio Lavalleja - en af de 33 patrioter der startede det nationale oprør i 1825.

Oprøret blev slået ned, trods det at det blev støttet af den argentinske diktator Rosas. Dette var kun det første i en lang serie af militære oprør og stridigheder, som kom til at præge Uruguays historie i 1800 tallet. Allerede i 1836 anførte Rivera et nyt oprør mod sin efterfølger, Manuel Oribe, som nu fik støtte fra Lavalleja, men som alligevel måtte opgive i 1838.

Ud af disse personlige modsætninger mellem lederne - caudillos - i borgerkrigene udkrystalliseredes de to traditionelle politiske partier i Uruguay: Blancos og Colorados. Blancos var tilhænger af Oribe og er generelt blevet regnet som det mest konservative og landsbybaserede parti. Colorados var Riveras parti og regnes for mere liberalt og med større tilknytning til Montevideo. Navnene stammer fra farven på de hattebånd, som de to partiers militære styrker anvendte for at blive identificeret under borgerkrigene - hvid (blanco) og rød (colorado).

Efter sin sejr i 1838 blev Rivera atter valgt til præsident, og han indledte en krig mod Argentina, som kom til at fortsætte mere eller mindre permanent frem til 1852. Efter fredsslutningen fortsatte Colorados som det dominerende parti i Uruguay, og Blancos var næsten permanent i opposition. Gennem hele århundredet gennemførte Blancos stadige oprør og kupforsøg - også mens landet sammen med Brasilien og Argentina førte en sejrrig krig mod Paraguay 1865-70. I 1865 havde Colorado diktatoren Venancio Flores sammen med de andre lande dannet Triplealliancen, der havde til formål med europæisk støtte at tvinge Paraguay til at åbne sine grænser overfor handel med omverdenen.

Oberst Lorenzo Latorre var landets diktator i 1876-79, og under ham gennemførtes en indhegning af landets jorde til fordel for de store jordejeres kvægproduktion. Samtidig knyttedes landet tættere til det kapitalistiske verdensmarked, der var domineret af Storbritannien. Indhegningen af jordene førte til den frie gauchos forsvinden. Gauchoerne blev i stedet landarbejdere på storgodserne.

Velfærdsstat og kollektiv statsledelse

I perioden 1830-1903 havde landet 25 regeringer - ni blev styrtet ved kup, og to præsidenter blev myrdet. Ved flere tilfælde nåede de to partier til enighed ved at Blancos blev tilbudt stillinger indenfor administrationen og forvaltningen, og denne form for politisk kompromis blev videreført af «det moderne Uruguays far», José Batlle y Ordónez (præsident 1903-07 og 1911-15), som indledte sin første præsidentperiode med at slå et militært Blanco oprør ned.

Batlle rejste allerede før sin første præsidentperiode kravet om otte timers arbejdsdag og organisationsret for arbejderne. Det skete med betydelig inspiration fra Europa og den betydelige indvandring af europæere fra især Italien og Spanien. Der var ofte tale om radikaliserede arbejdere, der måtte flygte fra undertrykkelsen i Europa, men som bragte deres ideer om socialisme og frihed med til Uruguay. I 1905 startede Batlle kampen for en skilsmisselov, og i 1907 blev denne vedtaget som den første i Latinamerika. Batlle var samtidig den første statsleder i Latinamerika som rejste krav om kvinders rettigheder. Endelig blev kirke og stat adskilt.

I Batlles anden præsidentperiode blev ottetimersdagen indført, der blev dannet en statslig forsikringsbank og flere andre statsselskaber for at varetage en række offentlige tjenester. Samtidig blev uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet stærkt forbedret. Det blev endvidere opbygget et pensions- og socialforsikringssystem, som gjorde Uruguay til en af verdens første velfærdsstater. Den økonomiske basis for de sociale reformer var det store overskud der blev skabt i kvægproduktionen. Reformer der kunne gennemføres, uden at de feudale strukturer på landet blev berørt. Landet blev i stigende grad todelt mellem de politisk og samfundsmæssigt tilbagestående områder på landet, hvor godsejerne dominerede, og byerne der blev præget af industrialisering rettet mod indenlandsk forbrug og eksporten af kød og læder. Det fremvoksende kapitalitiske borgerskab stod her overfor en velorganiseret arbejderklasse, der havde betydelige klassekampserfaringer med fra Europa.

Abort blev første gang legaliseret i 1933, selvom den atter blev forbudt i 35 efter forhandlinger med katolske sektorer. Kvinder fik almindelig stemmeret i 32.

Politisk fandt Batlle sit forbillede i Schweiz og den kollektive statsledelse der. En kollektiv statsledelse - colegiado - betragtede han som et middel til at få bugt med det indgroede fjendskab mellem Colorados og Blancos. Forslaget om at indføre colegiado i Uruguay mødte stærk modstand i begge lejre, men da Batlle truede med atter at stille op til præsidentvalget i 1919 hvis det ikke gik igennem, blev den kollektive statsledelse indført i 1918.

Landets udøvende myndighed blev ved siden af præsidenten et Nationalt Administrationsråd med ni medlemmer, hvor 3 af pladserne var reserveret til oppositionspartiet. Denne statsform bevaredes frem til 1933, da Colorado præsidenten Gabriel Terra gennemførte et statskup ved at opløse nationalforsamlingen og administrationsrådet med støtte fra den ledende Blanco politiker Luis Alberto de Herrera. Derefter havde Uruguay præsidentstyre frem til 1951, da colegiado blev genindført - denne gang uden valgt præsident. Præsidenthvervet gik nu på omgang blandt de seks medlemmer fra flertalspartiet. I 1959 vandt Det nationale Parti - som er det officielle navn for Blancos - valget. Blancos havde flertal i Administrationsrådet frem til 1966, da vælgerne gav Colorados flertal og stemte for genindføring af direkte præsidentstyre.

Ved valget i 1966 fik Blancos og Colorados tilsammen 91% af stemmerne. Ved valget i 1971 var tilslutningen faldet til 82%. Nedgangen skyldtes tilslutningen til Frente Amplio (FA, Den brede Front) - en venstrefront efter chilensk forbillede, bestående af kommunister, socialister, kristelige demokrater og andre venstrefløjsgrupper. FA opstillede den pensionerede general Liber Seregni som sin præsidentkandidat. Colorados vandt valget i 71, og under præsident Juan Maria Bordaberry gik Uruguay ind i en periode med stadig mere direkte militærdiktatur.

Økonomisk tilbagegang

Den økonomiske model i Uruguay blev præget af stadig dybere krise efter afslutningen på Koreakrigen i 1953. Under både 1. og 2. verdenskrig var Uruguays eksport af oksekød, læder og andre produkter fra kvægproduktionen steget betydeligt. Eksporten var rettet mod de allierede der havde bekæmpet nazismen og fascismen i Europa og senere mod USA og dets krig i Korea. Eksporten gav landet en solid valutabeholdning og denne blev bl.a. anvendt til støtte af udviklingen af importsubstituerende industri. Udviklingen af industrien og den blomstrende byggesektor garanterede stort set fuld beskæftigelse i landet, men samtidig var kvægproduktionen præget af stagnation. I stedet for at investere deres indtægter i forbedring af produktionen, investerede godsejerne dem i udlandet, anvendte dem på spekulation og på ekstravagant forbrug. Konsekvensen var inflation, korruption og stigende sociale spændinger. Da eksporten samtidig faldt efter afslutningen på Koreakrigen, ramtes landet fra midten af 50'erne af en dyb økonomisk krise, det ikke formåede at komme ud af.

Den første Blanco-regering i dette århundrede vandt valget i 59 og accepterede en række økonomiske retningslinier udformet af IMF, men dette forstærkede blot krisen og førte til modreaktion fra de arbejdergrupper, som krisepolitikken berørte. Krisen forværredes yderligere i 1968 da Colorado regeringen under ledelse af Jorge Pacheco Areco indefrøs lønningerne og forsøgte at bremse fagbevægelsens indflydelse. En bred folkelig bevægelse anført af den faglige landsorganisation CNT der var blevet dannet i 66 samt studenterne satte sig til modværge mod denne politik. Parallelt med denne udvikling vandt guerillabevægelsen Tupamaros (MLN) frem.

Den nationale befrielsesbevægelse Tupamaros var blevet stiftet i Montevideo i 1963. En af dens ledere var Raúl Sendic, som i årene forud havde deltaget i organiseringen af sukkerarbejdere til faglig kamp. Tupamaros var den første guerillabevægelse, som gik ind for væbnet kamp i storbyerne. I Uruguay hang dette sammen med, at allerede i 60'erne boede over halvdelen af befolkningen i byerne. Tupamaros blev hurtigt berømt uden for landets grænser som følge af en serie kidnapninger af udenlandske diplomater og indenlandske oligarker. Samtidig fik den stigende tilslutning i befolkningen - bl.a. pga. konfiskationen af fødevarebiler og uddeling af fødevarer blandt den fattige befolkning. I slutningen af 1960'erne begyndte regimet at indsætte militære styrker i kampen mod Tupamaros.

1973 Militærdiktatur

Juan María Bordaberry vandt præsidentvalget i 71 som repræsentant for Colorados og jordborgerskabet. Under hans regering fik militæret det direkte ansvar for kampen mod guerillaen. Den blev legitimeret af parlamentet med vedtagelsen af en resolution om «intern krigstilstand». I løbet af 72 lykkedes det militæret at knuse Tupamaros efter en hurtig kampagne og anvendelse af systematisk tortur. I juni 73 gennemførte Bordaberry og militæret et statskup, parlamentet blev opløst og der indsattes en civil-militær regering.

Det uruguayske militær indførte et regime baseret på Den nationale Sikkerhedsdoktrin, som det havde lært på USA's militærskoler. På det økonomiske område gennemførte militæret neoliberal økonomisk teori, der medførte koncentration af landets rigdomme på få multinationale selskabers hænder og et fald i lønarbejdernes realløn på 50% ifht. situationen før 1973. Udlandsgælden nåede samtidig op på 5 milliarder dollars. Institutioner, politiske partier og fagforeninger blev forbudt, folk blev forsvundet, tortur og tilfældige arrestationer blev hverdagskost. En tredjedel af befolkningen blev direkte eller gennem familie udsat for diktaturets fysiske forfølgelse.

Men militæret løste ikke den økonomiske krise, blev politisk stadig mere isoleret og led i 1980 et sviende nederlag, da det ved en folkeafstemning forsøgte at få vedtaget en ny forfatning, der skulle legitimere diktaturet. Forfatningsforslaget blev med overvældende flertal forkastet, og generalerne blev tvunget til at opstille en plan for gradvis tilbagevenden til demokratiske forhold.

I april 83 dannedes en ny faglig landsorganisation (PIT, Plenario Intersindical de Trabajadores), og den 1. maj kunne arbejdernes internationale kampdag for første gang i 10 år markeres offentligt - med krav om løsladelse af de politiske fanger. Samme måned indledte diktaturet forhandlinger med lederne af de tre politiske partier, som diktaturet ønskede at anerkende. Venstrefløjsalliancen Frente Amplio var fortsat udelukket, og dets præsidentkandidat havde siddet i fængsel siden militærets kup 10 år tidligere.

1984 Parlamentarisk demokrati

Dialogen om tilbagevenden til parlamentarisk demokrati brød sammen, hvilket udløste omfattende civil ulydighed mod diktaturet. Efter en 24 timers generalstrejke gennemført af PIT blev dialogen i januar 84 genoptaget, og denne gang med deltagelse af Frente Amplio. Lederen af Blancos, Wilson Ferreira Aldunate blev samme år arresteret, da han vendte tilbage fra sit eksil, og lige som FA's kandidat, Líber Seregni blev han forbudt at deltage i valget senere på året.

Med slagord om «forandringer i frihed» vandt Colorados med Julio María Sanguinetti i spidsen valget. Efter omfattende nationalt pres blev den nye regering i løbet af sin første måned tvunget til at gennemføre en amnesti, der betød løsladelse af samtlige politiske fanger. Sanguinetti genoptog landets diplomatiske forbindelser gennem støtte til en række latinamerikanske diplomatiske initiativer og etablering af diplomatiske forbindelser med Cuba og Nicaragua. Under regeringens to første år nød den godt af positive internationale økonomiske konjunkturer, men derefter vendte den tilbage til diktaturtidens neoliberale økonomiske politik, der havde været udsat for omfattende modstand fra befolkningens side.

I december 86 vedtog parlamentet med 75% af stemmerne en amnesti til alle militærfolk anklaget for krænkelser af menneskerettighederne. Efter et omfattende mobiliseringsarbejde lykkedes det venstrefløjen at få bragt beslutningen ud til folkeafstemning, men ved en fælles indsats fra regeringen og den øvrige højrefløj samt trusler fra militæret om kup lykkedes det at skræmme et flertal af vælgerne til at stemme for amnesti.

I maj 89 underskrev regeringen i hemmelighed en aftale med Verdensbanken om gennemførelsen af et «strukturtilpasningsprogram», mod at banken støttede refinanciering af landets udlandsgæld over internationale private banker. Regeringen forpligtigede sig med programmet til at reducere de sociale udgifter, privatisere krakkede banker der var blevet reddet af staten og reformere offentlige virksomheder for at gøre dem rentable og mulige privatiseringsobjekter.

Ved valget i november 89 vandt Blancos i 17 ud af landets 19 departementer, fik 37% af stemmerne og fik deres kandidat, Luis Alberto Lacalle valgt til præsident. Frente Amplio vandt med Tabaré Vázquez i spidsen borgmestervalget i hovedstaden Montevideo - for første gang i landets historie. 6 kvinder blev valgt til Deputeretkammeret og 7 andre til byrådet i hovedstaden. Ved samme lejlighed gennemførtes en folkeafstemning, der gav pensionister ret til at få reguleret deres pension ifht. udviklingen i de offentligt ansattes lønninger - en regulering der gik på tværs af regeringens aftale med Verdensbanken.

Sanguinetti var blevet stemt ud pga. sin nedskæringspolitik. Lacalle fortsatte nu den samme politik: Skatterne blev forhøjet og offentlige virksomheder privatiseret. I marts 91 vedtog Uruguay samme med Argentina, Brasilien og Paraguay dannelsen af det sydamerikanske fællesmarked, Mercosur.

1992 Nej til privatiseringer

I december 92 fik venstrefløjen nok en sejr på bekostning af regeringen. En kommission nedsat af landsorganisationen og repræsentanter fra flere politiske partier udnyttede en bestemmelse i forfatningen til at indsamle underskrifter for afholdelse af en folkeafstemning. Formålet med afstemningen var at omgøre en tidligere beslutning i parlamentet om privatisering af statslige virksomheder. De nødvendige underskrifter blev indsamlet, folkeafstemningen gennemført og med 72% af stemmerne blev parlamentets privatiseringslov forkastet. Alligevel forsøgte regeringen at fortsætte sine bestræbelser på at privatisere det nationale luftfartsselskab, gasselskabet og sukkerplantagerne i den nordlige del af landet. Regeringens beslutning udløste demonstrationer af sukkerrørsarbejdere til Montevideo samt en række demonstrationer i selve hovedstaden.

Ved præsident-, parlaments- og lokalvalgene den 27. november 94 vandt Colorados med Julio María Sanguinetti i spidsen en snæver sejr. Frente Amplio øgede betydeligt sin vælgeropbakning og fik 43% af stemmerne i hovedstaden. På landsplan afslørede valgresultatet, at befolkningen var delt i 3 næsten lige store grupper: Colorados fik 31,2%, Blancos 30,03% og Encuentro Progresista fik 29,82%. Frente Amplio spillede hovedrollen i sidstnævnte koalition.

I oktober 95 besøgte Cubas præsident Fidel Castro landet, men Sanguinetti afviste en invitation fra Castro om at besøge Cuba i september 96. Det var ikke opportunt af hensyn til USA.

Midt i 96 blev det afsløret, at tidligere præsident Lacalles hustru og flere af hans nærmeste medarbejdere havde været involveret i korruption under hans præsidentperiode. Samme år blev der indført et nyt forsikringssystem for sociale ydelser efter samme principper, som der allerede var indført i Argentina og Chile.

Efter vanskelige politiske forhandlinger sendte parlamentet en forfatningsreform til folkeafstemning. Reformens vigtigste formål var at gøre det muligt for partierne at indgå alliancer efter valget for på den måde at påvirke regeringsdannelsen og valget af præsident. Tidligere havde det største parti automatisk fået præsidentposten og dannet regering. Reformen blev vedtaget med 50,6% af stemmerne.

Den økonomiske krise fortsatte i 96. Mange industrier måtte lukke, arbejdsløsheden nåede op på 11% stigende til 12% midt i 97. At væksten i 96 alligevel nåede op på 4,9% skyldtes primært væksten indenfor banksektoren. Landets liberale finansvæsen havde gjort det til et yndet centrum for latinamerikanske narkokarteller i deres hvidvaskning af narkodollars.

Uruguay oplevede i 97 en række forviklinger i forholdet til Brasilien, da myndighederne i sidstnævnte ensidigt indførte en række importrestriktioner overfor varer fra Uruguay. Iflg. Montevideo var dette skridt i modstrid med Mercosur frihandelsaftalen.

Trods undersøgelser af de miljømæssige negative konsekvenser udført af uafhængige institutioner, vedtog senatet i december 1998 at bygge en bro fra Colonia i Uruguay til Buenos Aires i Argentina over Rio de la Plata floden. Den vil komme til at kost 1 mia. dollars.

I september 1999 besluttede Uruguay ikke at udvise Paraguays tidligere forsvarsminister, José Segovia, der havde fået politisk asyl i Uruguay, så lang tid myndighederne i Paraguay fortsat anklager ham for bedrageri mod staten. Segovia var en del af kredsen omkring general Lino Oviedo, der nu har politisk asyl i Argentina efter mordet på daværende vicepræsident José María Argaña.

I oktober anmodede den argentinske poet Juan Gelman præsident Sanguinetti om at efterforske forsvindingen af sin svigerdatter María Claudia García i Montevideo i december 1976. Samtidig bad Gelman om at få opklaret, hvad der var sket med det barn svigerdatteren havde født på militærhospitalet, umiddelbart inden hun blev forsvundet af officerer. Nogle dage senere meddelte Sanguinetti, at der ikke kunne fremskaffes oplysninger, der støttede eller afkræftede Gelmans efterlysning, og at ssagen derfor var lukket. I klar solidaritet med den argentinske digter igangsatte flere hundrede intellektuelle, kunstnere og journalister fra Uruguay og resten af verden en aktion, hvor de sendte «kort til præsidenten», hvor de anmodede ham om som «Øverste chef for de væbnede Styrker» at trænge til bunds i sagen.

Ved præsident- og parlamentsvalget i oktober 1999 blev centrum-venstre alliancen Encuentro Progresista det største parti med 40,1 % af stemmerne, hvilket gav 12 pladser i senatet og 40 deputerede. Eftersom intet parti erobrede over 50 % i præsidentvalget, gik de 2 vigtigste kandidater videre til 2. valgrunde. Det var Tabaré Vázquez fra EP og Jorge Batlle fra Colorado partiet. For at hindre at venstrefløjen erobrede posten, indgik Nationalpartiet en alliance med Colorados og støttede Battle. Ved valget 28. november blev denne valgt til præsident med 52 % af stemmerne.

Ved sin tiltrædelsestale i marts 2000 erklærede Batlle, at «vi har alle et ansvar for (...) at sikre freden blandt uruguayere» i klar henvisning til forsvindingerne under militærdikaturet og «Gelman sagen». 40 dage fortalte præsidenten til Gelman, at svigerdatterens baby var blevet fjernet ved fødslen, og at der var tale om en pige, der nu var 23 år. Nyheden kom som en overraskelse for bedstefaderen og for den nationale og internationale opinion. Nyheden bekræftede de væbnede styrkers deltagelse i «Cóndorplanen», der var et samarbejde mellem efterretningstjenesterne i det sydlige Amerika i 1970'erne og 80'erne om bortførelser og forsvindinger, og om fjernelse af børn fra mødre, der blev henrettet. Oplysninger der var blevet benægtet af Sanguinetti under begge dennes præsidentperioder. I august nedsattes Fredskommissionen, der skal forestå efterforskningen omkring de 160 uruguayer, der blev forsvundet under diktaturet i 1970-80.

I starten af 2001 gav et udbrud af mund- og klovsyge det uruguayske landbrug nok at bestille, og medførte at det mistede sin traditionelle status som mund- og klovsygefrit land - uden vaccination. Et af de skridt der blev taget var forbud mod kvægtransport i de fleste af landets 19 departementer - bortset fra når der var tale om transport direkte til slagteri. Sygdommens hurtige spredning tvang endvidere myndighederne til at igangsætte en vaccinationskampagne for ½ million kreaturer, og at 10.200 kreaturer fra sygdomsramte besætninger blev slået ned.