Selvstændighed.

I maj 1810 udbrød der en liberal revolution i Buenos Aires, men den blev modarbejdet af borgerskabet i Montevideo, der nød godt af handelsmonopolet med Spanien. Men i det indre af Banda Oriental støttede de mindre og mellemstore jordejere samt de jordløse oprøret. De blev anført af José Artigas og han udviklede ideer om demokrati og føderalisme. Samtidig gjorde hans sympati for gauchoerne, de indfødte og slaverne samt hans projekt for omfordeling af jorden ham til leder af selvstændighedsbevægelsen.

Samtidig invaderede portugisiske styrker fra Brasilien, og kampene blev tresidige mellem Spanien, Portugal og Artigas' kreolske styrker. Samtidig eksisterede der klare modsætninger mellem de kreolske ledere i Buenos Aires, som ønskede en centraliseret administration i hele La Plata området, og Artigas som sammen med flere andre argentinske «caudillos» stod for en føderal linie. De portugisiske styrker trak sig atter tilbage i 1812 og Montevideo faldt til Buenos Aires regeringens styrker. Artigas' styrker kontrollerede imidlertid resten af Banda Oriental, og i 1815 trak Buenos Aires styrkerne sig ud. Artigas overtog nu magten i hele Banda Oriental og dannede en Føderale Liga bestående af Banda Oriental og de argentinske provinser Córdoba, Corrientes, Entre Ríos, Misiones og Santa Fe i opposition mod centralregeringen i Buenos Aires.

I 1816 blev Banda Oriental atter invaderet af portugisiske styrker med stiltiende støtte fra borgerskabet i Buenos Aires og Montevideo, der var skræmt over hvad de betragtede som det «arteguistiske kaos». I 1817 faldt Montevideo og den føderale liga blev gradvist svækket pga. indre strid og Buenos Aires regeringens stadig stærkere stilling. Efter tre års krig blev Artigas tvunget i eksil i Paraguay, hvor han opholdt sig til sin død i 1850, og Banda Oriental blev indlemmet i det portugisiske kolonirige. I 1823 blev Brasilien selvstændigt, men Uruguay fortsatte umiddelbart som «platensisk provins» i den nye selvstændige stat. I 1825 indledte provinsen - med argentinsk støtte - imidlertid et felttog mod det brasilianske imperium med det formål at vende tilbage til de Forenede Río de la Plata Provinser. Den 25. august erklærede området sig for selvstændigt og tog samtidig beslutning om at blive genforenet med de andre provinser i det gamle vicekongedømme.

Med britisk mægling afsluttedes krigen mellem Buenos Aires og Río de Janeiro i 1828 med, at landet blev selvstændigt. Uruguays forfatning blev vedtaget den 18. juli 1830 og gav stemmeret til «de mænd der ikke var afhængige af lønarbejde for at leve» - dvs. jordejere. En af oprørslederne, Fructuoso Rivera, blev nu valgt til landets første præsident. Pga. sine forbindelser til argentinske eksil-centralister kom han i konflikt med den føderalistiske argentinske diktator Juan Manuel de Rosas, samtidig med at Uruguay blev indblandet i indre stridigheder i Brasilien. Allerede i 1834 førte dette til et militært oprør i Uruguay, ledet af Juan Antonio Lavalleja - en af de 33 patrioter der startede det nationale oprør i 1825.

Oprøret blev slået ned, trods det at det blev støttet af den argentinske diktator Rosas. Dette var kun det første i en lang serie af militære oprør og stridigheder, som kom til at præge Uruguays historie i 1800 tallet. Allerede i 1836 anførte Rivera et nyt oprør mod sin efterfølger, Manuel Oribe, som nu fik støtte fra Lavalleja, men som alligevel måtte opgive i 1838.

Ud af disse personlige modsætninger mellem lederne - caudillos - i borgerkrigene udkrystalliseredes de to traditionelle politiske partier i Uruguay: Blancos og Colorados. Blancos var tilhænger af Oribe og er generelt blevet regnet som det mest konservative og landsbybaserede parti. Colorados var Riveras parti og regnes for mere liberalt og med større tilknytning til Montevideo. Navnene stammer fra farven på de hattebånd, som de to partiers militære styrker anvendte for at blive identificeret under borgerkrigene - hvid (blanco) og rød (colorado).

Efter sin sejr i 1838 blev Rivera atter valgt til præsident, og han indledte en krig mod Argentina, som kom til at fortsætte mere eller mindre permanent frem til 1852. Efter fredsslutningen fortsatte Colorados som det dominerende parti i Uruguay, og Blancos var næsten permanent i opposition. Gennem hele århundredet gennemførte Blancos stadige oprør og kupforsøg - også mens landet sammen med Brasilien og Argentina førte en sejrrig krig mod Paraguay 1865-70. I 1865 havde Colorado diktatoren Venancio Flores sammen med de andre lande dannet Triplealliancen, der havde til formål med europæisk støtte at tvinge Paraguay til at åbne sine grænser overfor handel med omverdenen.

Oberst Lorenzo Latorre var landets diktator i 1876-79, og under ham gennemførtes en indhegning af landets jorde til fordel for de store jordejeres kvægproduktion. Samtidig knyttedes landet tættere til det kapitalistiske verdensmarked, der var domineret af Storbritannien. Indhegningen af jordene førte til den frie gauchos forsvinden. Gauchoerne blev i stedet landarbejdere på storgodserne.