I december 92 fik venstrefløjen nok en sejr på bekostning af regeringen. En kommission nedsat af landsorganisationen og repræsentanter fra flere politiske partier udnyttede en bestemmelse i forfatningen til at indsamle underskrifter for afholdelse af en folkeafstemning. Formålet med afstemningen var at omgøre en tidligere beslutning i parlamentet om privatisering af statslige virksomheder. De nødvendige underskrifter blev indsamlet, folkeafstemningen gennemført og med 72% af stemmerne blev parlamentets privatiseringslov forkastet. Alligevel forsøgte regeringen at fortsætte sine bestræbelser på at privatisere det nationale luftfartsselskab, gasselskabet og sukkerplantagerne i den nordlige del af landet. Regeringens beslutning udløste demonstrationer af sukkerrørsarbejdere til Montevideo samt en række demonstrationer i selve hovedstaden.
Ved præsident-, parlaments- og lokalvalgene den 27. november 94 vandt Colorados med Julio María Sanguinetti i spidsen en snæver sejr. Frente Amplio øgede betydeligt sin vælgeropbakning og fik 43% af stemmerne i hovedstaden. På landsplan afslørede valgresultatet, at befolkningen var delt i 3 næsten lige store grupper: Colorados fik 31,2%, Blancos 30,03% og Encuentro Progresista fik 29,82%. Frente Amplio spillede hovedrollen i sidstnævnte koalition.
I oktober 95 besøgte Cubas præsident Fidel Castro landet, men Sanguinetti afviste en invitation fra Castro om at besøge Cuba i september 96. Det var ikke opportunt af hensyn til USA.
Midt i 96 blev det afsløret, at tidligere præsident Lacalles hustru og flere af hans nærmeste medarbejdere havde været involveret i korruption under hans præsidentperiode. Samme år blev der indført et nyt forsikringssystem for sociale ydelser efter samme principper, som der allerede var indført i Argentina og Chile.
Efter vanskelige politiske forhandlinger sendte parlamentet en forfatningsreform til folkeafstemning. Reformens vigtigste formål var at gøre det muligt for partierne at indgå alliancer efter valget for på den måde at påvirke regeringsdannelsen og valget af præsident. Tidligere havde det største parti automatisk fået præsidentposten og dannet regering. Reformen blev vedtaget med 50,6% af stemmerne.
Den økonomiske krise fortsatte i 96. Mange industrier måtte lukke, arbejdsløsheden nåede op på 11% stigende til 12% midt i 97. At væksten i 96 alligevel nåede op på 4,9% skyldtes primært væksten indenfor banksektoren. Landets liberale finansvæsen havde gjort det til et yndet centrum for latinamerikanske narkokarteller i deres hvidvaskning af narkodollars.
Uruguay oplevede i 97 en række forviklinger i forholdet til Brasilien, da myndighederne i sidstnævnte ensidigt indførte en række importrestriktioner overfor varer fra Uruguay. Iflg. Montevideo var dette skridt i modstrid med Mercosur frihandelsaftalen.
Trods undersøgelser af de miljømæssige negative konsekvenser udført af uafhængige institutioner, vedtog senatet i december 1998 at bygge en bro fra Colonia i Uruguay til Buenos Aires i Argentina over Rio de la Plata floden. Den vil komme til at kost 1 mia. dollars.
I september 1999 besluttede Uruguay ikke at udvise Paraguays tidligere forsvarsminister, José Segovia, der havde fået politisk asyl i Uruguay, så lang tid myndighederne i Paraguay fortsat anklager ham for bedrageri mod staten. Segovia var en del af kredsen omkring general Lino Oviedo, der nu har politisk asyl i Argentina efter mordet på daværende vicepræsident José María Argaña.
I oktober anmodede den argentinske poet Juan Gelman præsident Sanguinetti om at efterforske forsvindingen af sin svigerdatter María Claudia García i Montevideo i december 1976. Samtidig bad Gelman om at få opklaret, hvad der var sket med det barn svigerdatteren havde født på militærhospitalet, umiddelbart inden hun blev forsvundet af officerer. Nogle dage senere meddelte Sanguinetti, at der ikke kunne fremskaffes oplysninger, der støttede eller afkræftede Gelmans efterlysning, og at ssagen derfor var lukket. I klar solidaritet med den argentinske digter igangsatte flere hundrede intellektuelle, kunstnere og journalister fra Uruguay og resten af verden en aktion, hvor de sendte «kort til præsidenten», hvor de anmodede ham om som «Øverste chef for de væbnede Styrker» at trænge til bunds i sagen.
Ved præsident- og parlamentsvalget i oktober 1999 blev centrum-venstre alliancen Encuentro Progresista det største parti med 40,1 % af stemmerne, hvilket gav 12 pladser i senatet og 40 deputerede. Eftersom intet parti erobrede over 50 % i præsidentvalget, gik de 2 vigtigste kandidater videre til 2. valgrunde. Det var Tabaré Vázquez fra EP og Jorge Batlle fra Colorado partiet. For at hindre at venstrefløjen erobrede posten, indgik Nationalpartiet en alliance med Colorados og støttede Battle. Ved valget 28. november blev denne valgt til præsident med 52 % af stemmerne.
Ved sin tiltrædelsestale i marts 2000 erklærede Batlle, at «vi har alle et ansvar for (...) at sikre freden blandt uruguayere» i klar henvisning til forsvindingerne under militærdikaturet og «Gelman sagen». 40 dage fortalte præsidenten til Gelman, at svigerdatterens baby var blevet fjernet ved fødslen, og at der var tale om en pige, der nu var 23 år. Nyheden kom som en overraskelse for bedstefaderen og for den nationale og internationale opinion. Nyheden bekræftede de væbnede styrkers deltagelse i «Cóndorplanen», der var et samarbejde mellem efterretningstjenesterne i det sydlige Amerika i 1970'erne og 80'erne om bortførelser og forsvindinger, og om fjernelse af børn fra mødre, der blev henrettet. Oplysninger der var blevet benægtet af Sanguinetti under begge dennes præsidentperioder. I august nedsattes Fredskommissionen, der skal forestå efterforskningen omkring de 160 uruguayer, der blev forsvundet under diktaturet i 1970-80.
I starten af 2001 gav et udbrud af mund- og klovsyge det uruguayske landbrug nok at bestille, og medførte at det mistede sin traditionelle status som mund- og klovsygefrit land - uden vaccination. Et af de skridt der blev taget var forbud mod kvægtransport i de fleste af landets 19 departementer - bortset fra når der var tale om transport direkte til slagteri. Sygdommens hurtige spredning tvang endvidere myndighederne til at igangsætte en vaccinationskampagne for ½ million kreaturer, og at 10.200 kreaturer fra sygdomsramte besætninger blev slået ned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar